Kære medlemmer, medarbejdere, sponsorer og venner af Gilleleje Golfklub
Sommeren er over os, og det er en fornøjelse at se vores smukke bane summe af liv, spilleglæde og fællesskab. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sende jer alle en varm sommerhilsen.
Vi kan nu se frem til en spændende anden halvdel af sæsonen med flere turneringer, Klub- og Aldersmesterskaber og forhåbentlig masser af gode golfdage. Banen står flot, og vi arbejder løbende på at sikre de bedst mulige forhold for både medlemmer og gæster.
Jeg vil gerne opfordre alle til at deltage aktivt – både på banen og i det sociale liv i klubben. Det er fællesskabet, der gør Gilleleje Golfklub til noget særligt.
Tak for jeres opbakning, jeres smil og jeres engagement. Det er jer medlemmer, der gør klubben levende og stærk. Jeg ønsker jer alle en dejlig sommer med masser af gode golfoplevelser.
Frivillig i GGK
Der skal lyde en kæmpe tak til de mange frivillige, der alle yder en super indsats og er med til at definere Gilleleje Golfklub som en fantastisk klub.
MEN, der er altid plads og brug for flere frivillige, så hvis du har tid, lyst og overskud til at give en hånd, så meld dig som frivillig. Læs mere om det at være frivillig i klubben HER.
Der er mange typer af opgaver, her kan bl.a. nævnes kommunikation, sponsorarbejde, junior- og ungdomsarbejde, baneservice, bygningsvedligeholdelse og hjælp i sekretariatet m.m.
Du kan finde mere information om klubbens udvalg HER. Du kan også kontakte en udvalgsformand. Vi glæder os til at høre fra dig.
Restauranten
Vi har nu, efter vores ombygninger, fået en super hyggelig restaurant/bar hvor lokalerne fremstår imødekommende og hvor restaurant og bar har fået en naturlig sammenhæng.
Vores nye restauratørpar Julie og Tom, har skabt de helt perfekte rammer for klubhygge, med god mad, et smil og en kvik bemærkning. Både de og bestyrelsen har modtaget mange positive tilbagemeldinger.
Restauranten er i de gennemførte tilfredshedsundersøgelser gået fra at ligge i bunden i Nordsjælland til at være den bedste restaurant i de Nordsjællandske golfklubber. Stort tillykke til Julie og Tom. Alle medlemmer opfordres til at fortsætte støtten til restauranten, da det er et vigtigt samlingspunkt for klublivet i GGK.
Restaurantens bar i Gilleleje Golfklub er nyrenoveret. Foto: 11. april 2025
Sporten
Det går godt med sporten i GGK, der har været stor tilslutning til de afholdte turneringer, og for første gang i mange år, har vi i år oplevet at en turnering er blevet overtegnet.
Hvor flere af klubbens danmarksturnerings-hold fortsat har mulighed for oprykning, gik det desværre ikke så godt i Regionsgolf regi i år, men vi gør et nyt forsøg i 2026.
Alle 4 danmarksturneringshold spiller på hjemmebane søndag den 10. august. Vi starter kl. 08:00 med vores første herrehold, efterfulgt af 2. herrehold kl. 09:00, seniorholdet kl. 10:00 og til sidst veteranholdet kl. 11:10. Alle er velkommen til at komme ud på banen og støtte vores hold.
Underklubber i Gilleleje Golfklub
Det sociale golfliv sker på ugentlig basis i vores 4 underklubber, og hvis du ikke allerede er blandt de over 400 medlemmer der i dag deltager i underklubberne, så er der også plads til dig! Du kan finde mere information på ggk.dk (UNDERKLUBBER), hvor der også er kontakt-oplysninger til de enkelte underklubber.
Medlemstallet ultimo juli 2025
Ultimo juli 2025 er vi 975 medlemmer. Vi har i årets løb modtaget 89 indmeldelser og af disse er 42 nye medlemmer kommet fra Golf på Prøve. Det betyder, at 47 nye medlemmer er kommet på anbefaling fra nuværende medlemmer, så det er utrolig vigtigt, at vi alle fortsætter med at tale godt om vores klub og anbefale Gilleleje Golfklub til venner, kollegaer og familie.
Økonomien
Gilleleje Golfklub har en sund økonomi med en god balance mellem indtægter, hensættelser og udgifter. I årets første 6 måneder har vi et lille plus på indtægtssiden set i forhold til budgettet, og det ser også fornuftigt ud på udgiftssiden. Vi må i de kommende år forvente øgede leasing omkostninger, da der er brug for nyt klippemateriel i form af nye fairwayklippere eller robotklippere.
På bestyrelsens vegne ønskes I alle en fortsat god sommer.
Mange sommerhilsner fra
Lars Peter Mølvang
Formand Gilleleje Golfklub





