
Onsdagspigerne er for alle kvinder, som er medlem af Gilleleje Golfklub, Kongegolfklubber eller spiller fra andre golfklubber, som har en relation til Onsdagspigerne uanset alder og Hcp. – du skal blot have adgang til den store bane.
Vi spiller hver onsdag eftermiddag med første starttid kl.15:36 til og med sidste starttid kl.16:48. Du booker selv din starttid på Golfbox.
Vi starter sæsonen primo april med en Åbningsturnering og afslutter officielt sæsonen sidst i september med en Afslutningsturnering. For de som ønsker at fortsætte med at spille, forlænger vi med spil hver onsdag i oktober måned.
En klub for alle med stor frihed
Vi spiller i en A-række og en B-række, så alle kan være med uanset Hcp. Du bestemmer selv, hvem du ønsker at spille med. Men du er også meget velkommen til at kontakte et af bestyrelsesmedlemmerne, hvis du ønsker at gå med en af os de første par gange. Du kan også, helt gratis, prøvespille med os en enkelt gang eller to, så du lærer os lidt at kende og ser, hvor sjovt og hyggeligt vi har det.
Vi spiller 9 huller i starten af sæsonen, og så snart det bliver længere lyst, spiller vi 18 huller. Når sæsonen går på hæld, spiller vi først 15 huller for så at slutte af med 9 huller. Hvis du ønsker at spille 9 huller i hele sæsonen, er der også mulighed for det.
Præmier
Efter endt spil samles vi i restauranten, hvor vi spiser lækker mad sammen fra Tom og Julie efterhånden som vi kommer ind, vi hygger og snakker, og slutteligt har vi præmieoverrækkelse.
Der vil være præmier hver uge med undtagelse af juli måned, da vi har erfaret, at mange er fraværende på grund af ferie i den periode.
Turneringer
I løbet af sæsonen spiller vi forskellige turneringer. Du kan se de enkelte turneringsformer under menupunktet Turneringer.
Kontingent
Kontingentet på 400 kr. indbetales ved sæsonstart til Onsdagspigerne via GolfBox
