Banen lige NU – webcam (starterhus og 1. tee)
Banestatus
og aktuelle udfordringer pr. 1.8
v/ Baneudvalget
I greenkeeperstaben i Gilleleje piver man ikke, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at robotprojektets gravearbejde, planlægning og delvise igangsætning samt et nedbrud i styringen af vandingsanlægget, hvor fejlen endnu ikke er lokaliseret, kombineret med “sygdom i stalden”, har trukket tænder ud. Derfor er der flere opgaver, som normalt ville have været klaret nu, men som først kan udføres i løbet af efteråret.
Robotter, greens, teesteder og bunkers
Robotterne klipper nu fairways på hul 1-4 samt 10, 16 og 18, og snart overtager de også semiroughen på disse huller. De øvrige huller følger efter, men vi kommer et godt stykke hen på efteråret, før alle fairways og semiroughs klippes af robotterne.
Renderne efter det hidtidige gravearbejde er stort set fyldt op, og indtil græsset er fuldt genetableret, gælder der fortsat lempelse for unormale baneforhold efter regel 16.
Nogle greens har tørkepletter. Heldigvis kommer der indimellem regn, men prikling hjælper også, og den bliver gennemført snarest muligt. Pletterne har heldigvis først og fremmest æstetisk betydning og har kun ringe eller ingen betydning for putningen. Og pletterne skal nok forsvinde igen.
Tommy arbejder med en plan for renovering af teestederne. Flere teesteder tænkes opbygget helt på ny, mens andre – og heldigvis langt hovedparten – bliver priklet og sat i stand snarest muligt.
Det samme gælder bunkers, hvor der både arbejdes med en langsigtet plan, og hvor vi samtidig kan konstatere, at vores nye elev har fået godt fat på den daglige vedligeholdelse.
Nyt hul på Par 3 banen
I løbet af efteråret og vinteren etableres et nyt kort hul på Par 3 banen på arealet bag og oven for det nuværende hul 2. Der er god plads, og projektet kan gennemføres som et “gør-det-selv-projekt”, så udgifterne bliver beskedne. Samtidig forlænges Par 3 banens hul 1 ved, at teestedet flyttes tilbage, hvilket reducerer risikoen for skæve slag fra hul 5.
Medlemmer og gæster
Som medlemmer følger vi naturligvis løbende med og lægger mærke til både forbedringer og eventuelle mangler. Heldigvis omtaler vores gæster banen meget positivt, og alt i alt har vi et skønt golfanlæg, som heldigvis bliver bedre og bedre – også selv om vi i øjeblikket står med en række udfordringer.
Én ting er i hvert fald sikker: Vores greenkeepere knokler videre.
Opdateret 1. august 2026/Janne Aarre
Greenkeeperarbejde – i billeder 2026
Greenkeeperarbejde – i billeder 2025
































