Ændringer af teesteder
2025
Vi har tidligere orienteret om at Tee 58 på hullerne 8, 13 og 16 skal rykkes frem til nuværende Tee 53. Tee 58 forkortes derfor, med ca. 150 meter og benævnes herefter Tee 56. De øvrige teesteder bevares.
2026
Det nye hul 7 tages i brug og alle teesteder er kortere end de er i dag. Og sammen med bl.a. planer om at omlægge og forkorte tee 53 og 49 på hul 14, samt at tee 61 fremrykkes på hul 13, betyder det, at vi fra 2026 spiller fra tee 60/56/52/48 og 41.
2027?
Det har længe rumlet om, at vi skulle have et kort “rigtigt” teested og ikke blot klodser på fairway. Hvis der kan spilles fra rigtige teesteder, kan vi forvente at begyndere og højhandicappere spiller herfra. Om det så skal være et Tee 41/42/43/44, må bero på en konkret vurdering.
Tee-63?: Det har ligeledes rumlet om, at der var plads til at etablere et ”sort” teested, som man møder på andre professionelle baner. Baneudvalget har set på det, og det er muligt at finde ca. 200 meter fordelt på hullerne 1/4/8/9/12/14/15/16 – dvs. rimelig spredt og med en ligelig fordeling på forni og bagni. Bestyrelsen er positiv, fordi det ikke er et ”uoverstigeligt” projekt økonomisk og arbejdsmæssigt og fordi det både kan tiltrække (og fastholde) medlemmer og greenfeespillere, og give os noget særligt ift. de klubber vi ellers sammenligner os med. Og i dagligdagen er det naturligvis endnu en mulighed for at ”spille en ny bane”.
Kort og/eller lang – eller bevare det vi har (får)? Intet er besluttet, men Baneudvalg og bestyrelse vil se på muligheder og omkostninger.
Hcp og de tildelte slag (SPH)
I 2025 får vi nye konverteringstabeller til tee 56, men ellers ingen ændringer. Eftersom der er tale om en relativt lille forkortelse, vil nogle muligvis bevare deres SPH, andre måske miste et enkelt eller 2 slag. Det er DGU der bestemmer det. Når vi har deres tilbagemelding, kommer vi med mere information til jer.
I 2026 må vi forvente at banen bliver ratet på ny, og der vil formentlig komme nye konverteringstabeller til alle teesteder.
v/Baneudvalget 7. november 2024
Behandlet og principgodkendt på bestyrelsens Strategiseminar den 12.-13. november 2024.