Mesterskaber i blandet vejr
v/Inge Holst
Klubmesterskabet blev afviklet over to dage i sol, regn og torden og en del blæst. Tordenvejret var heldigvis kortvarigt søndag morgen og betød kun en lille forsinkelse.
Desværre var der ingen tilmeldte i damerækken, så det var kun herrerækken, der blev gennemført.
Lørdag morgen spillede 21 herrer slagspil over 18 huller, og på hul 10 blev der serveret kaffe og boller med ost. Det vakte igen stor begejstring. De 8 bedste kvalificerede sig til hulspillet.
Efter slagspillet blev der uddelt præmier til de 3 bedste herrer, der havde scoret flest Stableford-point.
Vindere:
1. Thomas Madsen 36 stb. point
2. Dan Christensen 35 stb. point
3. Lars Kofoed Larsen 35 stb. point
Efter frokost gik kvartfinalisterne ud. Det var meget tætte matcher, hvor de 4 vindere gik videre til semifinale.
De 4 semifinalister gik ud søndag morgen, men pga. tordenvejr måtte vi udsætte starten kortvarigt. Matcherne blev afgjort på hhv. hul 14 og hul 15.
Efter en tiltrængt frokostpause skulle de to vindere af semifinalen spille finale. Finalisterne måtte til tider spille i heftig regn, men endelig viste solen sig, så spillerne lignede ikke helt druknede mus, da matchen blev afgjort på hul 15.
Klubmester 2026 blev Jesper Nielsen, med Allan Nielsen som runner op.









