Medlem siden 1992
Klubbens nye formand hedder Lars Peter Mølvang. Han er 60 år og er uddannet som Akademiingeniør og arbejder som IT konsulent. Lars er gift med Betina, som også spiller golf i klubben. Sammen har de 2 piger på henholdsvis 26 og 30 år. Pigerne spiller ikke golf.
Lars fortæller:
“For mig er golf den perfekte blanding af konkurrence og socialt samvær. Jeg elsker hvordan spillet kan udfordre mig mentalt, men samtidig også være totalt afstressende og få mig til at glemme alt andet for en stund.
Jeg har været medlem af Gilleleje Golfklub siden 1992, og har altid deltaget aktivt i klubbens turneringer, på klubbens hold, og så spiller jeg i Herreklubben næsten hver torsdag.
Jeg glæder mig til at påtage mig de nye opgaver som formand. I store træk skal vi i bestyrelsen fortsætte det gode arbejde, der nu igennem mange år er blevet udført i vores bestyrelse, men det er klart at nye mennesker i bestyrelsen giver nyt input og nye ideer.
Indledningsvis vil mit fokus være at få et godt kendskab til klubbens økonomi, medarbejdere og alle de opgaver Niels har udført de sidste 8 år.
Jeg glæder mig til at møde jer alle i klubben.”