Trafiksikkerhedsplan 2002 - Analyse

Græsted-Gilleleje Kommune
Analyse af spørgeskemaundersøgelse 13. september 2002



Indledning

Sammenfatning Vejviseren

Gennemførelse Vejviseren

Vurdering af undersøgelsen Vejviseren

Hovedresultater/ hele rapporten i pdf-format
Spørgeskema_analyse REV 4.9.02.pdf


Indledning
Baggrund
Borgerne spiller en vigtig rolle i forbindelse med det forebyggende trafiksikkerhedsarbejde.
Ved at inddrage borgerne i trafiksikkerhedsplanlægningen skabes lokal debat og engagement om emnet. Endvidere har borgerne det nødvendige lokalkendskab, fordi de hver dag færdes i den lokale trafik.
Derfor er der gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt Græsted-Gilleleje
Kommunes borgere. Gennem spørgeskemaet er borgernes holdninger til trafiksikkerhedsarbejdet afdækket, ligesom det er klarlagt, hvordan borgerne mener, at trafiksikkerheden og trygheden skal forbedres. Endvidere er borgernes meninger om utrygge lokaliteter undersøgt.
Spørgeskemaundersøgelsen, som er gennemført via et elektronisk spørgeskema på kommunens hjemmeside, indgår som en væsentlig del af den kommende trafiksikkerhedsplan for Græsted-Gilleleje Kommune.

Formål
Gennem tekniske analyser af trafiksikkerhed og tryghed er der udpeget nogle problemsteder på kommunens vejnet. Disse problemsteder er blevet diskuteret i en følgegruppe, ligesom følgegruppen har haft mulighed for at supplere med yderligere problemsteder.

For at verificere problemstederne er det kommunens ønske at inddrage så stor en del af kommunens borgere som muligt. Derfor er spørgeskemaundersøgelsen gennemført. Samtidig har borgerne haft mulighed for at gøre opmærksom på andre problemsteder, som kommunen hidtil ikke har været opmærksom på. Desuden har det været hensigten at klarlægge borgernes holdninger til indsatsområder, samt typer af virkemidler.

På baggrund af spørgeskemaundersøgelsen – samt debatten i følgegruppen – er der opnået et bredt grundlag for at beslutte, hvordan kommunens fremtidige trafiksikkerhedsarbejde skal gribes an. Målsætninger og indsatsområder kan vedtages, og forbedringer af konkrete lokaliteter kan foreslås. Dette gøres udfra en samlet vurdering af, hvor der kan opnås størst effekt mht. trafiksikkerhed og tryghed, samt hvordan flest mulige borgeres ønsker bliver tilgodeset.

Indhold
Analysen af spørgeskemaundersøgelsen indeholder følgende:
1. En sammenfatning af hovedkonklusionerne.
2. En beskrivelse af metoden bag den gennemførte undersøgelse.
3. En beskrivelse af de statistiske forhold omkring undersøgelsen.
4. En beskrivelse af analysens resultater – herunder borgernes øvrige kommentarer.


SammenfatningUndersøgelsens validitet
Den gennemførte spørgeskemaundersøgelse vurderes at være mindre repræsentativ for borgerne i Græsted-Gilleleje Kommune. Dog udgør resultaterne en indikation af borgernes generelle holdninger.
Især unge og ældre er lavt repræsenteret i undersøgelsen. I forbindelse med trafiksikkerhedsplanens udarbejdelse anvendes de tidligere foretagne interviews med repræsentanter for skoler og omsorgscentre som supplement til at klarlægge ønsker og behov for unge og ældre. Endvidere er både skoler/institutioner og ældre repræsenteret i den følgegruppe, som løbende inddrages i processen.

Det må forventes, at de borgere, som har valgt at besvare spørgeskemaet, har en særlig interesse i spørgsmål om trafiksikkerhed i Græsted-Gilleleje Kommune. Gennem andre metoder til borgerinddragelse opnås der ligeledes hovedsageligt respons fra borgere, som har stor interessere i de konkrete planlægningsopgaver.

Derfor er resultatet ikke nødvendigvis afvigende fra, hvad der ellers ville kunne opnås gennem fx flere følgegruppemøder eller borgermøder. Undersøgelsens resultater bør ikke generaliseres for alle kommunens borgere, men skal i stedet ses som et kvalificeret fingerpraj om, hvilke emner der bør tages op i trafiksikkerhedsplanen.


Mål og indsatsområder
Næsten alle har prioriteret trafiksikkerhed højere end i dag på trods af, at det vil betyde forringelser af andre kommunale opgaver. Herudfra er det vurderet, at der er stor opbakning til trafiksikkerhedsplanen.
Borgerne ønsker, at kommunen prioriterer indsatsområderne skoleveje og sorte pletter højere end de øvrige indsatsområder. Endvidere synes hastighedsbegrænsninger at være i manges interesse, idet mange har benyttet tekstboksene til at ytre holdninger om bilisternes høje hastighed. Således er det vurderet, at høj hastighed er et indsatsområde, som prioriteres meget højt af borgerne.

Hastighedsgrænser
Respondenterne er villige til at acceptere de stillede forslag til hastighedsgrænser i spørgeskemaet. Disse er generelt under de nuværende hastighedsgrænser, og derfor kan det konkluderes, at borgerne er villige til at acceptere lavere hastighedsgrænser.

Jo højere respondenterne har prioriteret trafiksikkerhed, jo mere er de således interesserede i at nedbringe hastighederne.
Der er meget delte meninger om, hvordan respondenterne ønsker at nedbringe hastighederne. Mange ønsker flere fysiske tiltag, men samtidig er der rettet kritik af de trafiksaneringer, som Græsted-Gilleleje Kommune allerede har gennemført i Højelt og Blistrup. Det synes muligt at anvende fysiske tiltag, men beboerne i lokalområdet skal i høj grad inddrages i de konkrete projekter, således at ønsker fra lokalområdernes beboere tilgodeses i videst muligt omfang1. Spørgeskemaundersøgelsen har indikeret, at hastighedszoner vil blive modtaget positivt af
mange borgere.

I kommunens hidtidige trafikplanlægning har der været afholdt borgermøder, hvor beboerne har fået mulighed for at give deres mening til kende.

Utryghed
Kun få lokaliteter er vurderet som markant mere utrygge end trygge. Ofte har cyklisterne i undersøgelsen vurderet lokaliteterne som værende mere utrygge end bilisterne. Gennem de generelle kommentarer er der indhentet viden om flere lokaliteter, som borgerne finder utrygge. Denne viden vil blive inddraget i trafiksikkerhedsplanen.

Dog vil der blive foretaget en afvejning i forhold til den gennemførte kortlægning af sikkerheds- og tryghedsmæssige problemer på kommunens vejnet.


GennemførelseSpørgeskemaundersøgelsen er blevet gennemført vha. et elektronisk spørgeskema på kommunens hjemmeside. Spørgeskemaet har været tilgængeligt i perioden 4. juni - 1. juli.

Rekruttering
For at gøre borgerne opmærksomme på undersøgelsen blev der d. 4. og 11. juni sat en annonce i Ugeposten, som husstandsomdeles gratis i hele kommunen. Desuden kontaktede kommunen d. 11. juni de kommunale skoler med henblik på at gøre lærere og elever opmærksomme på undersøgelsen.

Med henblik på at øge opmærksomheden på undersøgelsen blev der d. 14. juni sendt en email med et link til spørgeskemaet til alle kommunalt ansatte med en kommunal e-mailadresse. Dvs. kommunens administrative medarbejdere, samt skoler og institutioner. I denne email blev de ansatte, som bor i Græsted-Gilleleje Kommune, opfordret til at besvare spørgeskemaet. Emailen kommer ikke direkte til de ansatte, men skal ”downloades” særskilt af hver enkelt ansatte. Derfor er der ingen klarhed over, hvor mange der reelt har læst emailen.


Besvarelser
I spørgeskemaundersøgelsen er der indsamlet 129 besvarelser. Disse er indledningsvist blevet kontrolleret mht. validitet, idet 8 tomme besvarelser er frasorteret.

Endvidere er besvarelserne kontrolleret for ens tidsregistrering, idet der således kan være risiko for dobbeltbesvarelser. Dette kan bl.a. forekomme i tilfælde, hvor en respondent har klikket ”tilbage” efter afsendelsen og derefter har afsendt skemaet igen.

I alt er 8 besvarelser frasorteret, og analysen er baseret på 121 besvarelser.
Gennem spørgeskemaet er der indsamlet oplysninger om følgende:
· Borgernes prioritering af trafiksikkerhed i forhold til i dag
· Prioritering af indsatsområder til forbedring af trafiksikkerhed og tryghed
· Hvilke typer tiltag borgerne kan acceptere mhp. forbedret trafiksikkerhed
· Borgernes holdninger til hastighedsgrænser
· Holdninger til utryghed på konkrete lokaliteter
Endvidere er der indsamlet oplysninger om respondenternes baggrund for herigennem at vurdere, hvor repræsentativ undersøgelsen er for resten af kommunens borgere.

I spørgeskemaet har der været mulighed for at anføre generelle kommentarer.
Disse er meget værdifulde, idet der er oplysninger om problemer på lokaliteter, som kommunen ikke i forvejen har været opmærksomme på. Endvidere er der oplysninger om årsagerne til problemerne på nogle af de steder, som kommunen allerede havde kendskab til. Endelig er der tilkendegivet holdninger om konkrete virkemidler.

Med udgangspunkt i respondenternes besvarelser er det undersøgt, i hvor høj grad borgerne i Græsted-Gilleleje Kommune vil kunne acceptere forskellige indsatsområder og mulige virkemidler. Endvidere er nogle utrygge lokaliteter vurderet. I dette notat er der angivet nogle procentvise fordelinger af respondenternes holdninger.
Udover data, som er indsamlet gennem spørgeskemaet, har Græsted-Gilleleje

Kommune fået tilsendt generelle kommentarer vedrørende trafiksikkerheden i kommunen. Da disse kommentarer er sendt pga. spørgeskemaet, er de medtaget i analysen som generelle kommentarer. For at undersøge sammenhængen mellem forskellige svar er der foretaget krydstabuleringer mellem nogle svar. Herigennem er det undersøgt, om de bløde trafikanter
fx ønsker, at kommunen prioriterer andre områder end bilisterne.

I forbindelse med beskrivelsen af resultaterne er der ved de enkelte sammenhænge mellem to spørgsmål redegjort for, om der er signifikant sammenhæng. Selvom der ikke er signifikant sammenhæng mellem 2 spørgsmål, kan svarene bruges som indikation af, hvordan borgerne forholder sig til en problemstilling. Dog skal der tages forbehold ved generalisering i forhold til resten af kommunens borgere.


Vurdering af undersøgelsenNogle befolkningsgrupper er meget lavt repræsenteret. Det betyder, at undersøgelsen ikke nødvendigvis er repræsentativ for alle borgere i Græsted-Gilleleje Kommune. Dog udgør undersøgelsens resultater en indikation af holdningerne hos kommunens borgere.

Unge (op til 25 år) og ældre (over 60 år) er underrepræsenteret i undersøgelsen i forhold til den generelle aldersfordeling. Det betyder, at undersøgelsens resultater i meget lav grad indikerer disse gruppers holdninger. I forbindelse med trafiksikkerhedsplanens udarbejdelse er der imidlertid foretaget interviews med skoler og ældrecentre, hvorfor gruppernes ønsker og behov er kendt af kommunen.

Antallet af besvarelser
Undersøgelsen bygger på 121 besvarelser, hvilket er mere, end der tidligere har været inddraget i forbindelse med trafikplanlægningen i Græsted-Gilleleje Kommune.

Eksempelvis har borgermøder i Blistrup og Søborg samlet hhv. 80 og 60 deltagere, hvoraf ikke alle giver deres mening til kende. Ved borgermøder er kommentarerne relativt ustrukturerede, mens der gennem spørgeskemaundersøgelsen er opnået mere systematisk indsamling af et stort antal borgeres holdninger.
Dog kunne der muligvis opnås flere besvarelser vha. mere direkte rekruttering. I lignende undersøgelser er der eksempelvis sendt emails med et link til spørgeskemaet til alle offentligt tilgængelige emailadresser i kommunen. Dette har bl.a. resulteret i ca. 550 besvarelser i en kommune med ca. 40.000 indbyggere. Således må det formodes, at direkte email ville have givet flere svar.

Undersøgelsen blev gennemført kort før skolernes sommerferie, hvorfor det må formodes, at kontakten til skolerne har givet meget begrænset udbytte. Ligeledes kunne det lave antal besvarelser skyldes, at mange borgere i Græsted-Gilleleje Kommune muligvis ikke har adgang til internettet. Imidlertid viser en undersøgelse, at ca. 68% af borgerne på landsplan har adgang til Internettet. Endvidere har ca. 9 af 10 borgere under 56 år adgang til Internettet.

Endeligt kan en årsag være, at nogle har fundet spørgeskemaet for langt og omfattende og derfor ikke har udfyldt spørgeskemaet. Forundersøgelser har vist, at det tager 10-15 minutter at besvare skemaet. Blandt de generelle kommentarer har der ikke været kritik af spørgeskemaets længde.

Respondenterne i undersøgelsen
Det er vurderet, at der primært er kommet respons fra de borgere, som har en stor interesse i trafiksikkerhedsplanlægningen. I forbindelse med andre planlægningsopgaver opnås der typisk respons fra borgere med stor interesse i de konkrete sager. Dette gælder fx følgegruppemøder eller borgermøder.

På denne baggrund er det vurderet, at resultaterne af spørgeskemaundersøgelsen er meget anvendelige, idet der er fremkommet synspunkter fra et stort antal borgere (flere end der typisk involveres i trafikplanlægningen).
Dog er der ingen sikkerhed for, at resultaterne kan generaliseres til resten af kommunens borgere. Græsted-Gilleleje Kommune

Græsted-Gilleleje Kommune